Info
Oversigtskort

Fjordspor er et 11,5 km langt oplevelsesspor, der følger cykelrute 32, langs Odense Kanal og Fjord. Her kan du skanne QR koder med din mobiltelefon, og få viden om historiens vingesus ogden smukke natur langs Fjordsporet.

Der mulighed for at proviantere ved Odense, Stige og Klintebjerg havn.

Kig på Fjordspor.dk eller Odenseguiden.dk for flere natur- og kulturoplevelser.

God fornøjelse og pas godt på naturen derude.

luk

Lumby Inddæmmede Strand

Du står nu på kanten af et tidligere fantastisk fjordområde, dæmmet væk i 1940'erne. Pumpehuset, der her afvander de bagvedliggende våde arealer, ligger på det, der engang var spidsen af øen Hasselø i den store sidefjord Lumby Kvissel.

Den tabte fjord

Fynboen Viggo Land Hansen tog sin lærereksamen i 1930'erne. Som en del af sit pensum, beskrev han naturforholdene i det dengang endnu relativt uberørte fjordområde Lumby Strand. Lumby Strand udgjorde indtil 1942 ”en fjord i fjorden” på ca. 500 hektar (5 kvadratkilometer). Fjordens største strandenge fandtes netop rundt omkring Lumby Strand og Lunde Å havde et stort eng- og tagrør-bevokset delta i stranden. I perioden 1942-1946 blev Lumby Strand inddæmmet og hele fjorden forsvandt som med et trylleslag. Hvad der havde ligget som et fantastisk naturområde lige siden istiden, blev slettet fra landkortet. De store strandenge, som udgjorde et næsten lige så stort areal som Lumby Strand, blev ved samme lejlighed også kulturens ”bytte”.

Det Danske Hedeselskab stod bag inddæmningsprojektet, som skabte 475 hektar ny landbrugsjord i Odense Fjord. Formålet var at skaffe jord til nybyggerkolonien Strandager. Kolonien bestod af 19 statshusmandsbrug og seks gartnerier. Det Danske Hedeselskab udarbejdede projektet allerede i 1911, og i 1923 fik Odense Kommune tilladelse til at gennemføre inddæmningen. Lokale gårdejere med enge ned til stranden protesterede dog. De var bange for at miste deres gode græsningsjord, og højesteret gav dem medhold. Det var derfor først med landvindingsloven fra november 1940, at staten kunne tilsidesætte de private protester og gennemtrumfe inddæmningen.

Fortidens fantastiske plante- og dyreliv

Viggo Land Hansen beskriver i sin lærer-opgave Lumby Strand som et ganske lavvandet farvand. Her var et utrolig rigt fiskeliv og på bunden af fjorden var der tusindvis af børsteorm, rejer og andre krebsdyr. Engene var bevokset med strandengsplanter, også sjældnere arter. Fra Lumby Strand kendes f.eks. vild selleri, som i dag ikke længere er at finde i Odense Fjord-området.

Engene var også fantastisk fuglerige. Herude ynglede hundredvis af vadefuglepar. Engene må have været en stor lydkulisse af syngende vadefugle: Rødben, vibe, strandskade og almindelig ryle. Viggo Land Hansen nævner netop almindelig ryle, som må have ynglet med rigtig mange par – måske op imod et halvt hundrede par! På grund af de mange inddæmninger med efterfølgende opdyrkninger er denne fugleart i dag helt forsvundet fra Odense Fjord som ynglefugl.

Lumby Strand i dag

I dag er Lumby Inddæmmede Strand er et almindeligt "kedeligt" landbrugsområde, gennemskåret af levende hegn. Inddæmmet, afvandet og opdyrket. Stedet huser ingen specielle ynglefugle, som ikke findes andre steder af lignende karakter. Væk er de hundredtallige vadefuglebestande og væk er alle de titusindvis af gæs, svømmeænder og vadefugle, der fandt føde på den lavvandede Lumby Strand i træktiden.

Spulefelterne

Slambassinerne her syd for pumpehuset, som i dag er næsten fyldt op, rummer en beskeden afglans af fordums herligheder. Herude i de ferskvandsbassiner, som Odense Havn benytter til indskyldning af oprenset materiale, raster i hundredvis af vadefugle og mange svømmeænder. ”Raster” er så meget sagt, for nu er søerne delvis fyldt op og vil på sigt blive helt tørlagte. Mange fugle er forsvundet, andre findes her stadig.

Her ved den store pumpestation, som afvander Lumby Inddæmmede Strand, kan man se ikke mindre end 3 øer og holme. Udover Vigelsø ses holmene ”Hasseløre” og ”Hvenegårds Holm”, som begge er kunstig skabt af opgravningsmaterialer fra Odense Fjord og Kanal. Hasseløre er på godt 1 hektar, mens lillebror Hvenegårds Holm kun er ganske lille, langagtig og smal. Begge holme er dog meget vigtige for ynglefuglene. Faktisk ligger der endnu to holme inden for synsafstand, men ”Skalø” og ”Store Ægholm” kan ikke umiddelbart ses, da de falder i èt med Vigelsø.